Anmeldelse af speciale om produktionsskolerne
Af Jákup Heinesen, viceforstander på Greve Produktionsskole
"At forme en elev” er titlen på et spændende speciale udarbejdet af Kristine Cecilie Zacho Pedersen. Kristina har taget fat i et meget centralt tema, som handler om de mange unge, som ikke umiddelbart har kunnet profitere af deres tid i folkeskolen eller er frafaldselever fra en erhvervsskole. Der er således tale om elever, som af den ene eller anden grund oplever sig ekskluderet af uddannelsessystemet og som derefter er blevet optaget som produktionsskoleelever.
Såvel i folkeskolen som på erhvervsskolerne og for så vidt på produktionsskolerne er pædagogikkens centrale rolle at finde en afvejning mellem at danne og uddanne den kommende generation. Den unge skal således erhverve sig såvel faglige, sociale som personlige kompetencer. Dette medfører en vis grad af disciplinerende foranstaltninger, som har til hensigt at få den unge til at tilpasse sig uddannelsessystemet. Imidlertid har det vist sig, at det er blevet vanskeligere for en stor gruppe af unge at tilpasse sig uddannelsessystemet, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i et meget stort frafald fra erhvervsskolerne.
Kristina henviser til den franske filosof og samfundskritikker Michel Foucault som udtaler at: alle samfundsinstitutioner har udviklet straf og sanktioner, såvel strukturelt som individuelt, hvis formål er at få så mange som muligt til at passe ind i samfundet. Således ser man også, hvordan det kompetencegivende uddannelsessystem betjener sig af en række teknikker i forsøget på at få eleverne til at passe ind, ligesom det straffer dem, der enten ikke kan eller ikke vil indordne sig under de herskende strukturer og deltagerformer.
I specialet sætter Kristina fokus på det paradoks som der er i, at produktionsskoleformen har til opgave at resocialisere og genindsætte ekskluderede unge til et uddannelsessystem, som de netop er blevet afvist fra.
Kristina skriver endvidere: For at produktionsskolerne kan lykkes med denne opgave, betjener de sig af en række strukturelle og personlige resocialiseringsteknikker, som adskiller sig markant fra dem, det kompetencegivende uddannelsessystem betjener sig af. Denne afhandling ønsker at undersøge, hvordan det føromtalte paradoks kan overvindes, samt hvilken strukturelle og personlige resocialiseringsteknikker der gør det muligt. Billedligt talt spørger afhandlingen: hvordan former produktionsskolen en elev, der er i stand til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse?
For at finde ud af hvad produktionsskolerne gør for at forme en elev til at kunne gennemføre en kompetencegivende uddannelse, har Kristina fortaget en stor og grundig undersøgelse af feltet.
Kristina har besøgt 4 skoler: Produktionsskolen K*U*B*A, Hvidovre Produktionsskole, Ballerup/Herlev Produktionsskole og Greve Produktionsskole. Kristina har interviewet 34 elever, 1 forstander og 3 viceforstandere. Jeg vil ikke i denne anmeldelse forsøge at redegøre for specialets konklusioner, men fremhæve et par passager som for mig er centrale.
• På de værksteder, hvor produktionen ikke spiller en afgørende rolle, og i nogen sammenhæng slet ikke finder sted, giver eleverne derimod udtryk for, at det til tider kan være kedeligt at være på skolen, og disse elever evner i mindre grad at sætte ord på, hvorvidt produktionsskolen har bidraget til en personlig eller faglig udvikling. Det vurderes derfor, at produktionen spiller en væsentlig rolle i produktionsskolernes anerkendelsesarbejde da det blandt andet er gennem denne retslige anerkendelse, at eleverne bliver bevidst om, at de udvikler praktiske og faglige færdigheder, og derved også bliver bevidste om deres eget værd.
• Analysen viser, hvordan tillid som resocialiseringsteknik muliggøres af produktionsskolens selviscenesættelse, alternative strukturer, rammer og transformation af lærerollen, herunder lærernes udprægede imødekommenhed og personlige engagement i elevernes personlige, sociale og følelsesmæssige liv. Ved at etablere tillidsrelationer støttes eleverne i at indgå i sociale relationer, og derved ved at vise tillid i de situationer, hvor eleverne tidligere er blevet ekskluderet, opbygges fornyede ressourcer til deltagelse i udannelsessystemet.
Der er altid frugtbart, når andre udefra ser ind på vores skoleform og forholder sig til, hvad de observerer. Det er imidlertid ikke altid, at personer udefra helt ”fanger” skoleformens tanker og idéer. Det gør Kristina derimod. Dette speciale vidner om, at Kristina har sat sig grundigt ind i stoffet og har givet sig god tid ude på skolerne til at undersøge skoleformen. Dette speciale er velskrevet og meget grundigt funderet.
Jeg kan kun anbefale alle at læse dette speciale, ikke mindst fordi man faktisk bliver stolt af at være en del af skoleformen. Specialet kan hentes her.