Hvorfor tømmer vi lærerrollen for funktioner?
Kronik af André Gremaud, Forstander, Odder Produktionsskole
formand for pædagogisk udvalg i Produktionsskoleforeningen.
Lige børn leger bedst, siger man. Trangen til at være som de andre ligger dybt i os. Det handler om at blive anerkendt og værdsat. Og for at opnå det, forsøger vi at ligne dem, vi gerne vil have anerkendelse fra.
Vi organiserer vores skoler ud fra et fornuftbaseret rationale. Pointen er, at fornuften ikke er en entydig størrelse, men skabes af nogle forudsætninger og antagelser. Når det anses for at være fornuftigt at ansætte mentorer, sker det, fordi forudsætningerne (unge med problemer) er til stede, og antagelsen (de har brug for en nærværende voksen) er almen anerkendt. Sådan breder det samme rationale sig, ikke bare på produktionsskolerne, men på alle uddannelsesinstitutioner. Den samme fornuft dominerer. En gang i mellem skal fornuftsrationalet have ny luft, så bliver der plads til et nyt mantra. Man erindrer i flæng: de mange intelligenser, flow-teorien, individuelle læreplaner, realkompetencevurderinger, ansvar for egen læring – og nu senest mentorer og coaches.
Det er naturligvis hverken problematisk at søge om anerkendelse eller følge fornuftens regime. Det problematiske opstår et andet sted. Kompleksiteten øges – og ingen kan stoppe denne udvikling. Der er politiske partier, der påstår noget andet; men de kan allerhøjest ignorere fænomenet. Fra væg til væg, fra bund til top øges kompleksiteten massivt. Forskelligheden vokser på alle områder, også inden for undervisning og uddannelse. Med stadig kortere mellemrum ændres indhold og strukturer, nye indgange oprettes, flere afstigningsniveauer indføres, nye uddannelsesveje skabes; alt sammen for at matche kompleksiteten i samfundet. Og det er godt, det sker. Det modsatte ville bare øge afstanden mellem arbejdsmarkedets krav og uddannelsernes formåen. I kølvandet af denne udvikling vokser også kompleksiteten af de problemer, nogle unge får i mødet med uddannelserne. De fleste unge kan heldigvis godt følge med udviklingen – men ikke alle. Antallet af dem, der ikke kan, stiger, og det er skidt. Og så er det gode spørgsmål: kan vi helbrede stadig mere komplekse problemer for dem, der ikke kan følge udviklingen, med den samme kur? Er det den bedste løsning at gøre ting ens? Følge det samme rationale?
Hvorfor funktionstømme lærerrollen ved at uddelegere vejledning til vejledere, personlige relationer til mentorer og psykologer, introduktionsforløb til intro-vejledere, kombinationsforløb til kombi-vejledere osv? Svaret ligger lige for: fordi det virker fornuftigt med specialisering. Desværre kan specialisering og funktionsopdeling meget let ske på bekostning af sammenhæng, nærhed og den tætte relation mellem elev og lærer. Senest har professor Niels Egelund fra DPU fremhævet netop relationen mellem lærer og elev, som den mest afgørende faktor for den vellykkede undervisning. Funktionsopdelingen sker ud fra samme rationale, som alle andre også følger. Resultatet bliver, at vi bruger de samme redskaber som alle andre, og at vi derved er med til at reducere mulighederne for en anderledes pædagogik til gavn for de unge, der har andre behov end flertallet. Er det produktionsskolernes rolle?
Formen påvirker funktionen. Det kræver mod, at gøre noget andet end det, flertallet gør. Jeg plæderer ikke for, at vi skal ignorere tidens fornuftsrationale – men at vores rationale i højere grad bør præges af det, det skal virke for. At vi skal blive ved med kritisk at undersøge, om den herskende fornuft er den bedst mulige for dem, det hele handler om: de udsatte unge. Eller om tidens dominerende fornuftsrationale bare er det lettest tilgængelige med den mindste modstand i forhold til systemet? Det besnærende ved at følge flertallet er, at man får anerkendelse – og ved at ligne de andre, bliver man mere og mere lige børn, der leger godt sammen. Med Elevplan og funktionsopdeling og alle andre herligheder. Det ville endda ligne en succeshistorie.
Tilbyder vi det bedst mulige alternativ for den gruppe af unge, der ikke kan begå sig i det fragmenterede, funktionsopdelte og individualiserede uddannelsessystem? Kunne det tænkes, at det for dem handler om noget helt andet? Måske er den afgørende forskel for dem: enkelhed, overskuelighed, tryghed, nærhed, meningsfuldhed? Jeg ved det ikke, men jeg synes, det er værd at tænke over.
Det er ikke nok at være kritisk – der skal leveres et troværdigt alternativ. Mine overvejelser går ikke på, hvor vidt der skal være vejledere eller mentorer på produktionsskolerne – den går på, at vi måske ikke i tilstrækkelig grad insisterer på, at der skal være en synlig og ansvarlig lærer tæt på enhver ung; og at det er denne voksne, der skal have ører for alt, hvad den unge måtte have på hjertet. Tid, nærvær og opmærksomhed overfor hver eneste ung. Gerne mere, men aldrig mindre end det. I tider, hvor mange unge strømmer til vores skoler, skal vi være særligt opmærksomme på denne kerneydelse, der har gjort – og fortsat gør – en forskel for mange unge.
Vi bør undgå den om sig gribende ansvarsforflygtigelse (Hvor den typiske kommentar kunne være: ’det er ikke mit bord, snak med din mentor om det i morgen’) som er den fedtede glidebane, der får alt for mange unge til at miste grebet. Vi bør insistere på at møde de unge, som de er; tage dem alvorlig og investere tid og nærvær i hver eneste af dem – uanset om der er 250 eller 52 på skolen. Det er ikke primært et spørgsmål om, hvor mange der er, men om vores bevidste valg af måden at drive skolerne og hvilket fornuftsrationale vi vælger at følge. Det gode er, at vi selv kan vælge. Gid det må fortsætte med at være sådan, og at vi forstår at bruge de muligheder vi har.
Kronikken har tidligere været bragt i Uddannelsesbladet (Januar 2010).