Nyt fra Produktionsskoleforeningen, nr. 7, 26. maj 2010


Pressemeddelelse fra Produktionsskoleforeningen

Genopretningsplanen halverer de unges løn

De unge på produktionsskolerne får løn for deres arbejde, men hvis VKO-aftalen om genopretningsplanen bliver gennemført, får de unge over 18 år denne løn halveret. Planen indebærer nemlig at elevlønnen, kaldet skoleydelse, får samme niveau som SU-mindstesatsen for studerende over 18 år. Selvom det umiddelbart kan lyde som ”ligeløn”, stiller det faktisk de unge på produktionsskolerne dårligere end alle andre, fordi de ikke har mulighed for at supplere deres indtægt med SU-lån, og de har også sjældent det overskud der skal til for at tage ekstraarbejde.

”De unge på produktionsskolerne er i forvejen udsatte unge, der ikke umiddelbart er i stand til at tage en ungdomsuddannelse. Skoleydelsen, som de får som løn for deres arbejde, fungerer som motivation for at komme på produktionsskolen og arbejde på værkstederne. Det er et pædagogisk redskab, som produktionsskolerne bruger for at fastholde de unge i et uddannelsesrettet forløb, i stedet for at gøre dem til bistandsklienter”, siger socialdemokrat og formand for Produktionsskoleforeningen, Lennart Damsbo-Andersen.

”Mange af vores unge bor ikke hjemme hos mor og far. Derfor er skoleydelsen vigtig så de kan betale de faste udgifter og forsørge sig selv. Og så rækker godt 3000 kroner ikke langt”, siger næstformand for Produktionsskoleforeningen, Gert Møller, der også er forstander for Korsør ProduktionsHøjskole.

SU udbetales månedsvis, men produktionsskoleeleverne modtager kun skoleydelse, hvis de deltager i undervisningen og arbejdet på værkstederne. Risikoen for at få frataget skoleydelsen er derfor med til at gøre at unge, der måske tidligere har haft problemer med højt fravær, bliver motiveret til at møde frem hver dag.

”Sammenligningen med SU er på mange måder forfejlet, for skoleydelsen fungerer mere som løn for udført arbejde, end som uddannelsesstøtte. De unge lærer både noget fagligt og personligt ved at deltage i reelle produktioner, og de får løn for det de laver. Det er noget for noget. Den logik er almen menneskelig, og den er med til – som en slags konsekvenspædagogik – at motivere unge, der ellers er kørt fast og har mistet troen på sig selv”, siger Gert Møller.

En anden del af aftalen om genopretningsplanen indebærer at unge der er droppet ud af uddannelse, ikke umiddelbart kan komme på produktionsskole. Der regnes med en besparelse på 100 mio. i 2011, svarende til 700 årselever.

”Men det er jo kun, hvis disse unge får job. Hvis de ender på kontanthjælp, skal de jo stadig understøttes. Det er et helt forkert signal at sende i en krisetid, for hvad skal de unge hvis de ikke kan få arbejde?”, spørger Gert Møller. ”På produktionsskolen arbejde vi målrettet for at få de unge i ungdomsuddannelse. Genopretningsplanens besparelser rammer de svageste unge.”

Yderligere information hos Produktionsskoleforeningen, formand Lennart Damsbo-Andersen (61 62 46 96) eller næstformand Gert Møller (20 22 99 09).

Se aftaleteksten her